eBøger

mandag 13. december, 2010

Bare bryster igen igen igen

Egentlig interesserer vi os ikke specielt for bare bryster her på bloggen. Trykkefrihed og et diverst bogmarked er langt mere interessante emner (Nja. Egentlig har skærmteknologier og styresystemer større underholdningsværdi). Men når nu Ekstra Bladet er begyndt at interessere sig for netop de emner, er det vanskeligt at undgå de bare bryster. Ikke mindst fordi de er hele omdrejningspunktet.
Ekstra Bladet er sent ude. Bloggen her tog hul på bylden for snart et halvt år siden, og har fulgt op her, her, her og her. Nu er Ekstra Bladet kommet med på vognen, og det skyldes at Apple har nægtet adgang til Appstore, for en applikation fra Ekstra Bladet. Læs meget mere her, her, her og ikke mindst her hvor europaparlamentarikere er ved at gå ind i sagen.
Årsag? Side 9 pigen er med i applikationen. Og det bryder Apple sig, som vi tidligere har været inde på, ikke om.
Set udefra ligner det den sædvanlige kamp mellem Det Store Onde System og Ekstra Bladet på vegne af Den Stakkels Undertrykte Borger, som avisen er så god til at føre.

Men der er et par nuancer. For det første er der intet der forhindrer Ekstra Bladet i at vise bare bryster på iPadden. Jeg har lige testet - surfer man forbi Ekstra Bladets hjemmeside, er det ret let at finde vej til side 9. Og bare for at understrege det, så er det endog særdeles let at finde andre afklædte kropsdele end bryster på nettet. Også på iPadden.
Det der er pointen her er, at Ekstra Bladet godt vil frem til en situation, hvor man ikke får adgang til hele deres webside når man surfer forbi eb.dk. Politiken gør det allerede på deres mobile side. Vil man have alt det man er vant til at finde på eb.dk, skal man købe Ekstra Bladets applikation til iPadden (og formentlig også iPhone). Ekstra Bladet er med andre ord godt trætte af at vi læser deres avis på nettet, og ikke på papir. Eller mere præcist, de er trætte af at vi ikke betaler for internetudgaven. Det kan en applikation til iPad (og iPhone, og, hvis de tager sig sammen, Android) ændre på. Og fordi side 9-pigen og massageannoncerne er en vigtig del af Ekstra Bladets attraktion, skal de naturligvis med i applikationen.
Det er altså formentlig kun på overfladen, at det her handler om en kamp for det statsautoriserede danske frisind, mod den onde amerikanske overmagt. Efter min vurdering handler det meget mere om penge. Ikke at det er ligegyldigt, der skal jo være penge til at betale de stakkels side 9-piger, så de får råd til at købe noget tøj.

Og så er der et andet emne der også har et par nuancer mere. Mange kommentarer til Ekstra Bladets artikler om sagen, hævder at det helt op til Apple at bestemmer hvilke applikationer der skal have adgang til Appstore. Apple er et privat firma, og ganske som en hvilken som helst døgnkiosk kan vælge ikke at sælge Ekstra Bladet, kan Apple helt legalt vælge ikke at sælge Ekstra Bladets applikation i deres butik.
Det er for så vidt rigtigt nok. Men... Apples butik er den eneste butik man kan købe aviser i. Vi taler ikke om at købmanden nede på hjørnet ikke vil sælge Ekstra Bladet. Vi taler om at samtlige købmænd, bagere, kiosker, supermarkeder etc. kollektivt beslutter sig for ikke at ville sælge Ekstra Bladet. Det er nettoeffekten af Apples beslutning, og den slags har vi lovgivning om. I USA har man et juridisk begreb, "common carrier" som ikke oversættes specielt godt til dansk, eller andre sprog, der kommer fra lande med retssystemer baseret på romerretten. Men. I Danmark kan teleselskaberne betragtes som "common carriers". De har pligt til at levere telefoni til alle danskere, så længe man betaler sin regning. TDC har ikke lov til at nægte det lokale bordel nede på Roskildevej en telefonforbindelse, bare fordi det ikke passer ind i deres Corporate Social Responsibility program. Til gengæld kan TDC ikke sagsøges for rufferi, selvom de i princippet får betalt forbindelsen med penge der er tjent på utugtig vis. Eller hvordan straffelovens kapitel 24 nu definerer det.
Udfordringen er, at Apple ikke endnu har fået defineret deres iTunes og Appstore som common carrier services. Amerikansk ret er kompliceret, ikke mindst når man kommer fra et land der baserer sig på den kontinental-europæiske retstradition, men den monopollignende stilling Apple har, er et godt argument for at de de facto er common carriers. Og derfor ikke bare kan afvise bestemte medier fra at optræde på deres dimser.

Endnu mere vanvittigt bliver det af at den franske udgave af Vogue heller ikke har adgang. De viser undertiden nøgne mennesker. Meget smagfuldt og af kunstneriske årsager er jeg sikker på. Til gengæld har The Sun (direkte link til deres side 3) fået adgang til de hellige haller. Med samt deres side 3-pige, der ifølge Ekstra Bladet har større bryster end side 9-pigen.

Kommentarer:

Send en kommentar:
  • HTML syntaks: Tilladt

Weblogkalender


« maj 2012
mationtofr
 
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10
11
12
13
15
17
18
19
20
21
22
23
24
25
26
27
28
29
30
31
   
       
I dag

Søg i denne weblog

 

Nyeste indlæg i alle KB blogs