eBøger

mandag 20. juni, 2011

E-bøger og piratkopiering

Som tidligere omtalt her på bloggen, havde jeg i sidste uge fornøjelsen af at overvære præsentationen af en række studenterprojekter fra Kommunikation og IT på KU. Endnu en gruppe har givet mig lov at offentliggøre deres projekt. Charlotte, Frederik og Hanna har undersøgt piratkopiering. Det var noget der fik de fremmødte forlagsfolk til at vågne, og emnet plejer også at udløse en heftig aktivitet her på bloggen.
Så jeg er meget glad for at kunne præsentere deres rapport, den kan downloades her.

Nu er det ikke den store videnskab, men en af de ting de gjorde i projektet, var, på Facebook, at spørge hvorfor folk downloader. Der er ikke så mange besvarelser at der kan føres statistisk bevis for ret meget, men jeg synes at der er kommet særdeles interessante resultater ud af det.
Min optælling er lidt handicappet af at jeg har måttet gøre det i hånden, men 63 respondenter har svaret at de downloader materiale ulovligt, og hvorfor de gør det.
48, eller 76 % svarer at de gør det fordi det er gratis. Det svarer lidt til at jeg fortæller at jeg stjæler havregryn i Netto, fordi det er billigere end at købe det. Det er ikke et argument vi har megen sympati for her på bloggen, men det illustrerer en pointe jeg vil vende tilbage til.
44, eller 70 % fortæller at det er fordi det er let. Det kan man lægge mange tolkninger i, men for mig at se, hænger det ret meget sammen med prisen, og det vender jeg så også tilbage til. 14, eller 38 % fortæller, at det de downloader ikke er tilgængeligt i Danmark. Her kan jeg faktisk godt finde lidt sympati. Den seneste sæson af Simpsons kan ikke købes i Danmark. Den kan ikke engang ses på dansk TV. Faktisk er den eneste måde at komme til at se romancen mellem Edna Krabapple og Ned Flanders, ulovlig. Eller at vente på at DVD'en kan købes fra Amazon.
Endelig er der en håndfuld der piratkopierer for at få en smagsprøve, eller fordi de er irriterede over kopibeskyttelse.

Og så den pointe jeg ville vende tilbage til. Det er gratis at piratkopiere. Og det er let. Jeg tror vi skal finde en del af forklaringen på piratkopieringen, ved at regne på forskellen på totalprisen ved lovlig download, og sammenligne med den ulovlige. Når jeg køber en film på nettet, betaler jeg for den. Ikke kun med mit kreditkort, det er den pris vi normalt tænker op, men også med min tid. Jeg skal bruge tid på at finde filmen, finde ud af om jeg overhovedet kan købe den når jeg befinder mig i Danmark og på at undersøge om vi kan afspille den derhjemme. Jeg skal formentlig også bruge tid på at oprette mig på et eller andet e-handelssystem, og taste oplysninger om betaling ind. Det tager altsammen tid, og tid er penge.
Vil jeg piratkopiere filmen, skal jeg finde ud af hvordan jeg kommer uden om blokeringen af Piratebay. Jeg skal finde filmen, jeg skal installere en bittorrent klient, og jeg skal vente på at filmen bliver downloadet. En ikke ubetydelig omkostning er klagerne fra kæresten, fordi det tager båndbredde fra World Of Warcraft. Og så er det ikke sjældent at jeg vil skulle gennem hele processen igen, fordi det der kan downloades er en optagelse af et TV der viser filmen, lavet med en mobiltelefon.

Årsagen til at iTunes er blevet en succes hvad angår salg af ikke mindst musik, er at det er let. Jeg er allerede logget på, og skal kun afgive et enkelt eller to klik for at købe varen. Og jeg er sikker på at kvaliteten er i orden.
Når det er let at købe varen lovligt, sparer jeg en masse tid, sammenlignet med at piratkopiere. I dag har jeg flere penge end jeg har tid, så jeg vælger at købe musikken, filmen eller bogen lovligt, i hvert fald så længe det er let. Da jeg var studerende, havde jeg mere tid end penge, og den økonomiske realitet var, at det var billigere, i tid og penge, at piratkopiere end at være lovlig. Og selvom jeg har penge nok, men for lidt tid, kan udbydere af digitalt indhold stadig gøre det så besværligt for mig at købe den, at det er billigere, totalt set, at piratkopiere.
Derfor: Ud over at indholdsleverandører naturligvis må beskytte sig mod piratkopiering så godt de nu kan, skal de være pokkers opmærksomme på, at de ikke gør det så besværligt, at det er lettere at piratkopiere. Prisen på den ulovlige kopi er stadig gratis og derfor lavere end den lovlige. Men tiden og besværet ved den lovlige, skal være konkurrencedygtig med pirateriet.

Og, kære indholdsleverandører, vil I ikke nok være søde at indrette jer efter at vi lever i en global økonomi? Jeg vil gerne betale for det sidste afsnit af Simpsons. Jeg kan bare ikke, og vil jeg se det, er den eneste mulighed at piratkopiere.

Og så skal det naturligvis nævnes at vi her på bloggen tager skarp afstand fra piratkopiering. Det er ikke så vigtigt at få set Simpsons at jeg vil gøre mig til tyv for det. Og så ser vi i øvrigt hellere Star Trek derhjemme.

Kommentarer:

PART 1/3

Et godt råd: hvis du vil starte en konstruktiv debat om "piratkopiering", så lad være med at bruge disse tåbelige "stjæle" analogier, som er fuldstændigt malplacerede i forhold til fildeling.

Hvis du stjæler en pakke havregryn i Netto, kan Netto ikke sælge den pakke til andre. Hvis du downloader en film på din foretrukne kulturportal (TPB for eksempel), er det langt fra givet at nogen overhovedet lider et tab.

Der er flere undersøgelser som viser at dem som downloader meget, også køber meget (dvs. når pladeselskaberne sagsøger fildelere, sagsøger de deres bedste kunder!). Mængden af downloadet materiale er også så stor at vi af simple økonomiske årsager (folks budgetter) roligt kan udelukke at "downloaderne" ville have købt det hele, hvis der ikke havde været "gratis" fildeling.

Skrevet af Jesper Lund 20/06 2011, 15:43:39 #

PART 2/3

Men derudover er jeg enig i at købsmuligheden skal være så nem som mulig, men du er nødt til at se lidt udover din egen næsetip og iTunes. Det er altså ikke alle som bruger Mac eller iTunes (min Popcorn Hour hardware media player kan slet ikke køre iTunes), eller synes at de har lyst til at handle med Apple. Så hvis der skal være købsmuligheder for "alle", er indholdsindustrien nødt til at satse på mange distributionskanaler, ikke bare iTunes (jeg har også meget svært ved at se ideen i at lade andre skabe et monopol for distributionen af dine produkter; det plejer at være monopolisten selv som beholder hele monopolprofitten).

"Mange bække små" konceptet er vejen frem.

Musikindustrien er ved at have lært det. De har stort set droppet DRM, og i mange andre lande end Danmark er der kommet flatrate streaming services til fornuftige priser (i Danmark lider vi under at Koda har for meget magt).

Skrevet af Jesper Lund 20/06 2011, 15:44:17 #

PART 3/3

Filmindustrien lever stadig i 1980'erne med en tro på at man kan opretholde en geografisk opdeling af markederne og en tidsmæssig opdeling mellem biografer og hjemmebio markedet, og de poster stadigt penge i nyttesløse DRM initiativer som bliver brudt af teenagere på en week-end. Krisen skal nok kradse lidt mere før de kommer på mere konstruktive tanker, som musikindustrien.

Og så har vi e-bøgerne, new kid in the block, hvor forlagene tilsyneladende insisterer på at lave *alle* de fejl som musik- og filmindustrien tidligere har begået. Priserne er alt for høje (e-bøger er dyrere end papirbøger pga manglende konkurrence!), der er 117 forskellige indbyrdes inkompatible formater, og der er irriterende DRM begrænsninger som gør at en e-bog kun har en brøkdel af værdien af en papirbog. Det koncept sælger altså ikke noget.

Skrevet af Jesper Lund 20/06 2011, 15:44:56 #

Vi kan diskutere analogien mellem havregryn og musik til bevidstløshed. Jeg anerkender at der er en forskel. Men der mangler et ord der tydeligt signalerer at der ved piratkopiering foregår noget ulovligt. Indtil nogen henleder min opmærksomhed på det ord, holder jeg mit til ordet "stjæle" - jeg tror ikke der er nogen der er i tvivl om pointen.

Når det er sagt er jeg bestemt ikke forlovet med Apple. Faktisk er jeg æbleallergiker, og selvom jeg mener at Apple i iTunes har fundet en fornuftig måde at sælge musik på, der netop overkommer det normale besvær ved at købe musik lovligt, er det bestemt ikke uproblematisk. Apple sælger nemlig "dirty mp3s", der indeholder oplysninger om hvem der har købt filen. Det giver principielt en bagdør gennem hvilken musikindustrien kan (gen)indføre DRM på den hårde måde.

Og nej, forlagene lader ikke i særlig høj grad til at have lært at musik- og filmindustriens erfaringer.

Skrevet af Christian Knudsen 27/06 2011, 11:50:18 #

Jeg synes ikke så godt om dette studenterprojekt. Man tager udgangspunkt i unge mænds adfærd og går ud fra, at når de ulovligt downloader musik, så downloader de sikkert også e-bøger. Et andet studenterprojekt fortalte for nogle dage siden, at storforbrugerne af bøger er kvinder. De læser til gengæld ikke e-bøger, så hvor er risikoen?

Skrevet af Steen Østergaard Olsen 27/06 2011, 12:50:20 #

Send en kommentar:
  • HTML syntaks: Tilladt

Weblogkalender


« november 2018
mationtofr
   
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10
11
12
13
14
15
16
17
18
19
20
21
22
23
24
25
26
27
28
29
30
  
       
I dag

Søg i denne weblog

 

Nyeste indlæg i alle KB blogs